Mand mistede livet på sukkerfabrik
- Alle kollegaer er dybt berørte, konstaterer Nordic Sugar-direktør Allan Borreskov. Arkivfoto: Colourbox
På sukkerfabrikken Nordic Sugar i Nakskov mistede en 52-årig mand torsdag livet i en arbejdsulykke.
Det skriver folketidende.dk.
Politiet har til mediet oplyst, at ulykken skete i forbindelse med rensning af nogle transportrør, og at den 52-årige blev fastklemt, da rørene skulle monteres igen.
Fabrikken i Nakskov har cirka 185 medarbejdere.
- Alle kollegaer er dybt berørte, og vores tanker går til familien og de pårørende. Vi er alle forfærdede over denne tragiske ulykke. Vi udtrykker vores dybeste medfølelse med vores kollegas familie, siger Nordic Sugar-direktør Allan Borreskov til Folketidende.
Arbejdstilsynet skal nu undersøge sagen nærmere.