23948sdkhjf

Statens advokat: Skare-datter skal betale millioner

Efterdønningerne i sagen om kødkoncernen Skares konkurs i februar fortsætter med store beløb på spil. Nu kræver statens advokat, Kammeradvokaten, 10 millioner kroner fra Gitte Skare, der er datter af koncernens stifter, Kurt Skare.

Det skriver AgriWatch, der har fået aktindsigt i retsbogen fra et møde i skifteretten i Esbjerg angående rekonstruktionen af Kurt Skares personlige økonomi.

Deraf fremgår det, at advokat Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten på mødet varslede, at konkursboets kuratorer vil anlægge en såkaldt omstødelsessag mod Gitte Skare. Hun var medejer af sin fars koncern frem til dens konkurs.

- Gitte Skare lovede at indfri noget gæld til staten, som en koncernvirksomhed havde. Men pengene kom fra Kurt Skare; han dækkede hende af. Derfor mener vi, at Gitte Skare skal betale de penge tilbage til Kurt Skares rekonstruktion, sådan at de penge kan komme hans kreditorer til gode, siger Boris Frederiksen til AgriWatch.

Ifølge mediet bestrides kravet af Gitte Skare, og hendes advokat, Jakob Blicher Ravnsbo fra firmaet Andersen Partners, kalder kravet for " tåbeligt".

- Gitte Skare lånte et selskab 10 millioner kroner for at undgå en konkurs. Da selskabet så efterfølgende gik konkurs, har hun indbetalt pengene. Kurt har lovet at friholde hende, men det er det, Kammeradvokaten ikke vil have. Det hele blev lavet på én gang før konkurserne og vi kan ikke se, hvad der skulle omstødes, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079