23948sdkhjf

Aarhus-bryggeris usædvanlige øl bliver revet væk

Aarhus-bryggeriet Hazy Bear Brewing har efter en svær begyndelse fået så stor succes med sine usædvanlige øl, at hvert eneste batch nu er stort set udsolgt, inden det bliver udgivet.

Det skriver stiften.dk.

Ifølge brygmester Jeppe Ørum Madsen er i gennemsnit 80-90 procent af produktionen solgt, før den er kommet på gaden, og "det har været vildt at opleve", siger han til mediet. Jeppe Ørum Madsen ejer 90 procent af virksomheden, der blev stiftet i februar 2021.

Det gik ikke særligt godt til at begynde med, og ved udgangen af 2022 tumlede Jeppe Ørum Madsen med tanker om konkurs, blandt andet som følge af, at krigen i Ukraine havde skruet op for produktionsomkostningerne.

Men en øl med navnet Barrel Aged Imperial Pastry Stout og en alkoholprocent på 12 vendte billedet:

- Hvis vi skulle gå konkurs, så ville vi gøre det på den vildeste måde og lave den vildeste øl, Danmark nogensinde havde set. Det var i slutningen af januar, hvor vi valgte at lave kamikaze-løsningen og sagde "fuck det; nu køber vi 200 vaniljestænger og enormt meget kokos, fortæller Jeppe Ørum Madsen til stiften.dk.

Bryggeriet tog forsøget med sig til Fanø Festival, hvor øllen ifølge mediet fik en fantastisk modtagelse og slog Hazy Bear Brewings navn fast blandt ølelskere. 

På Hazy Bear Brewings hjemmeside konstaterer bryggeriet, at Barrel Aged Imperial Pastry Stout formentlig er Danmarks mest kostbare og sindssyge øl.  Den er blevet konditioneret med en stor mængde ristet kokosnød, hundredvis af vaniljebønner fra Borneo og Madagaskar og noget håndplukket kaffe og kakao, fremgår det.

Prisen er 99 kroner pr. dåse.

Bryggeriet benytter sig slet ikke af ekstrakter, hvilket betyder, at skal en øl smage af marcipan, sker det ved at knuse en masse mandler og tilsætte dem. Og skal en øl have en klar smag af frugt, kan 40 procent af øllet bestå af ren frugtpuré.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078