Ny Carlsberg-topchef ser ingen begrænsninger
Opkøb står ikke nødvendigvis øverst på dagsordenen hos Carlsbergs nytiltrådte topchef, Jacob Aarup-Andersen - men han ser ikke umiddelbart nogen begrænsning, hvad angår potentielle opkøb.
Det fortæller Jacob Aarup-Andersen til Finans.
- Jeg står ikke op om morgenen og tænker, at nu skal jeg ud og købe noget. Det er ikke et mål i sig selv at lave opkøb. Men hvis der opstår muligheder, hvor vi kan skabe en bedre balance i vores portefølje og skabe afkast til vores aktionærer, så vil vi selvfølgelig gøre det, siger han.
Under alle omstændigheder kommer eventuelle opkøb til at ske uden for Kina, lader Carlsberg-topchefen ifølge Finans forstå. Det kinesiske marked er fortsat interessant for Carlsberg, og koncernen vil gerne vinde markedsandele dér - men det skal ske med den eksisterende portefølje af drikkevarer, konstaterer han.