23948sdkhjf

Stort mejeri går nye veje i kamp mod bakterier

Regelmæssig rengøring er afgørende i mejeriproduktion, og nu går Arla Foods nye veje i arbejdet med at holde rør, filtre, tanke rene og fri for bakterieholdig biofilm fra mælken.

Det sker i et samarbejde med SPX Flow, Force Technology og Alexandra Instituttet, hvor Arla på forsøgsbasis bruger en digital løsning til at overvåge mikrobiel tilvækst til at planlægge den såkaldte Clean-In-Place (CIP) på koncernens mejeri i Taulov.

- Vi ser digitalisering som en katalysator og et værktøj til at styre ressourceforbruget, og en digital tvilling vil give os bedre viden om vores produktion i realtid og hjælpe os med at se, hvor vi kan sætte ind for at styre og overvåge væksten af biofilm, siger Frits Mogensen, Senior Operations Manager hos Arla Foods i Taulov.

Undgår gætterier

Han tilføjer, at mejeriet med den digitale tvilling undgår gætterier og antagelser om produktionstider og rengøring.

- Vi kan planlægge rengøring i forhold til udviklingen af biofilm, og i nogle tilfælde kan vi måske øge længden af produktionsperioderne, påpeger Frits Mogensen.

I dag har mejerier typisk seks-syv timers produktionstid for at være på den sikre side i forhold til behovet for rengøring.

Noget mælk kan tåle 12-14 timers produktionstid, uden at man går på kompromis med kvaliteten. Men mejeriproducenter vægrer sig ved at øge produktionsperioden, da de ikke ved, om det er sikkert at gøre det.

Det er afgørende at overvåge biofilmvækst i mejeriproduktionen for at forhindre kontaminering, opretholde produktkvaliteten og sikre fødevaresikkerheden ved at opdage og håndtere potentielle kilder til bakterievækst og patogener.

Reducerer nedetiden

Clean-in-Place (CIP)-planlægning kræver et system, hvor udstyr og rør i et fødevare- eller mejeriproduktionsanlæg kan rengøres og desinficeres uden at skulle afmonteres, hvilket sikrer mere ensartet hygiejne og reducerer nedetiden.

Formålet med samarbejdet mellem Arla, Force Technology, SPX Flow og Alexandra Instituttet er at komme med online-forudsigelser af biofilmvækst. På den måde kan man planlægge og optimere CIP for at reducere risikoen for at kontaminere mejeriprodukter.

På mejeriet i Taulov vil Arla optimere produktionsudstyrets effektivitet og vedligehold af varmevekslere. I den forbindelse udvikler Force Technology en digital tvilling af SPX's varmeveksler og en model af biofilmvækst.

Indsigt i den virkelige verden

Den digitale tvillingemodel monteres i Alexandra Instituttets Augmented Reality-platform, som skal demonstreres på Arla Foods' mejeriproduktionsfacilitet i Taulov.

- Med dette samarbejde får vi indsigt i den virkelige produktionsverden og kan hjælpe med at sikre produktkvalitet og produktionsoptimering ved at muliggøre intelligente beslutninger om produktsikkerhed, siger projektleder Anders Brix Skovgaard Madsen, Force Technology. 

Når resultaterne er klar, vil ethvert fabriksanlæg, der udfører pasteuriseringsproces i en pladevarmeveksler, kunne bruge dem til at forbedre CIP-planlægning, tilføjer han:

- Producenter af pladevarmevekslere kan bruge dem til udviklingsformål – til at optimere produktet, så det kan fungere sikkert i længere tid og blive nemmere at rengøre.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078