23948sdkhjf

Bryggeri vinder global pris for at spare på vandet

Carlsberg Danmark høster endnu engang anerkendelse for sit vandeffektive bryggeri i Fredericia.

 Denne gang har man tiltrukket sig international opmærksomhed, da bryggeriet har vundet den globale pris Global Industrial Water Reuse Award, oplyser virksomheden i en pressemeddelse.

Prisen blev uddelt i Washington D.C af blandt andet US. Chamber of Commerce.

- Vi sætter pris på den internationale anerkendelse for at have halveret vandforbruget på vores bryggeri i Fredericia. Vand er klodens allervigtigste ressource, men desværre også en knap ressource, så vi er stolte over at være med til at fortælle om og bidrage med løsninger, der kan bekæmpe vandmangel, udtaler Andreas Kirketerp, TWM manager og daglig ansvarlig for vandgenvindingsanlægger hos Carlsberg Danmark.

Ved at genanvende 90 procent af alt procesvand fra produktionen har Carlsberg Danmark reduceret bryggeriets vandforbrug til øl- og sodavandsproduktion ned til blot 1,4 liter pr. produceret liter øl.

- Som store forbrugere af vand i fødevareindustrien skal vi også være med til at gøre en forskel via innovation, ny teknologi og partnerskaber. I Fredericia har vi taget et stort skridt med vores vandanlæg, som vi glædeligt deler erfaringer fra, siger Martin Seier, produktionschef hos Carlsberg Danmark.

Prisen anerkender de bedste Fortune 1000-virksomheder, der anvender de bedste løsninger til genbrug og genanvendelse af vand.

Det er anden gang, at Carlsberg Danmark vinder en international pris for sit vandgenvindingsanlæg. Sidste år vandt bryggeriet prisen Global Water Awards for verdens mest vandeffektive bryggeri, der gives ved det årlige Global Water Summit, der har status som den største konference for vandindustrien.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078