Kagebageri udvider for 42 millioner kroner
Bæchs Conditori, der i Hobro producerer frosne kager og desserter, er snart klar med en udvidelse til 42 millioner kroner.
Det skriver FødevareWatch.
Byggeriet hos den Odense Group-ejede virksomhed skal efter planen være færdigt i december. Derefter bliver fabrikkens indmad bragt på plads, så produktionen i de nye faciliteter kan begynde til påske, nævner mediet.
Allerede nu er det meste af den ekstra kapacitet optaget, idet Bæchs Conditori har landet en ny, amerikansk detailkunde. Lise Bæch, der er direktør for frosne kager-kategorien hos Odense Group, fortæller til FødevareWatch, at der er tale om en detailkunde, der sælger Bæchs produkter som private label.
- Vi sendte de første mange containere afsted lige før sommerferien. Og det er jo lidt specielt at sende 20-fods containere afsted – der kan virkelig være mange kager i en sådan container. Vi har flere i vente, så vi producerer stadig til at få sendt afsted, siger hun.