Længe ventet klimaretssag nærmer sig
Slagterigiganten Danish Crown og NGO'erne Greenpeace og Dansk Vegetarisk Forening var de oprindelige parter i en retssag om Danish Crowns et par år gamle kampagne for en såkaldt “Klimakontrolleret gris”.
Greenpeace og Dansk Vegetarisk Forening mener, at Danish Crown den gang gik alt for langt i sin markedsføring af den indsats, man havde lagt i et mere klimavenligt produkt.
Kæder dropper Danish Crown-klimamærke efter anklager om greenwashing (food-supply.dk)
Greenwashing kalder man den slags, hvis det går over en grænse, som Vestre Landsret snart skal lægge fast.
Ifølge Børsen bliver retssagen, der starter i Viborg 20. november, fulgt af rigtigt mange virksomheder, fordi den kan blive en principiel rettesnor for, hvor grænserne går for markedsføring på klimaområdet.
- Det bliver positivt at få vurderingen af, om markedsføringen er gået for langt eller ej i de to tilfælde. Mange andre virksomheder venter også på den afgørelse. Den vil let kunne overføres til andre virksomheder, siger partner i Bech-Bruun og advokat for Danish Crown, Claus Barrett-Christiansen, til avisen.
Landsretten har afsat seks dage til at behandle sagen.
Siden 2021 har begge parter i sagen fået forstærkning. Danish Crown har fået både Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri med sig, mens Forbrugerrådet Tænk har tilsluttet sig kritikernes side.
Staten betaler for retssag om greenwashing mod Danish Crown (food-supply.dk)
.