Et mulehår foran: Sukkerfri sodavand fortsætter frem
Efter mange års tilløb ser det nu ud til, at de sukkerfri sodavand for første gang overhaler sodavand sødet med godt, gammeldags sukker her i 2023.
Allerede i begyndelsen af året, da Bryggeriforeningens statistikker for 2022 blev offentliggjort, lå de to søde varianter så tæt, at der var lagt op til, at i år skulle blive året, hvor de sukkerfrie vand tog teten.
Læs også 2023 kan blive året, hvor sodavand uden sukker overtager tronen (food-supply.dk)
Og nu viser nye tal, som Fødevarewatch har fået oplyst, at der i de første tre kvartaler af året er solgt 51 pct. sukkerfri og 49 pct. sukkersødede sodavand i detailhandlen herhjemme.
Det er Coca Cola, som har forsynet erhvervsmediet med tallene, der stammer fra analyseinstituttet Nielsen IQ.
- Vi går i retning af mere og mere sukkerfri, så på den måde er det ikke overraskende, at linjerne krydser hinanden nu, siger Bryggeriforeningens kommunikationschef, Louis Honoré, til mediet.