Småkagefabrik skaffer arbejde til større antal ukrainere
Fødevareindustrien hører til blandt de større bidragsydere, når det gælder jobskabelse for ukrainske flygtninge i Danmark.
På toårsdagen for den russiske invasion i Ukraine lørdag 24. februar var der fokus på mange aspekter af krigen - og dens afledte effekter.
Blandt dem er, at 11.000 ukrainske flygtninge nu har fundet job her i landet.
14 af dem arbejder nu fast på Biscas småkagefabrik i Stege på Møn, hvor de har medvirket til at løse et rekrutteringsproblem i pakningen. Det fortæller TV2 Øst.
- Det var en blanding af, at vi havde brug for at rekruttere medarbejdere, så vi så det som en god mulighed for at få medarbejdere til fabrikken, og samtidig vil vi gerne engagere os i den her konflikt og hjælpe, hvor vi kan, siger Anders Holmström, som er fabriksdirektør hos Bisca, til tv-stationen.
Holmström er fuld af lovord over for ukrainerne på fabrikken, selv om det har krævet en ekstra indsats, at de ikke kunne sproget. Biscas ukrainere har nu danskundervisning på fabrikken en gang om ugen.