23948sdkhjf

Trods massiv nedgang: Bagelsucces tror på topresultat i 2020

Den nordsjællandske fødevareproducent Miss Bagel oplever lige nu et gevaldigt dyk i omsætningen. Alligevel tror indehaver og direktør Lone Kok på, at 2020 bliver det hidtil bedste år i virksomhedens 15-årige historie.

I det senest offentliggjorte regnskab, det for 2018, var der er overskud efter skat på 3,6 millioner kroner. 2019-regnskabet, som snart er klar, skulle ifølge Lone Kok gerne ende med et plus på næsten 5 millioner. Og trods den igangværende coronakrise har hun i høj grad optimismen i behold angående 2020.

- I år kommer vi op over 5 millioner i overskud. Det skal vi, fastslår hun.

Baggrunden for optimismen skal blandt andet findes i, at Miss Bagel som konsekvens af krisen er blevet mere opmærksom på, hvor virksomhedens bagels, boller, ciabattabrød og kager bliver solgt.

- Vi sælger kun via de store foodservicegrossister, og deres salg til restauranter og caféer er jo helt væk lige nu. Vores produkter er også ude i de store detailkæder som Salling, Rema 1000 og Coop, men vi har indtil nu ikke tænkt over, hvordan salget af vores produkter er fordelt. Det er vi nu begyndt at se nærmere på, og det kan godt være, vi skal til at satse mere på detailhandlen, nævner Lone Kok.

15 er afskediget
Hun har ikke det fulde overblik over, hvor meget salget er dalet i forbindelse med coronakrisen, men gætter umiddelbart på, at det er gået omkring 90 procent ned.

Det betyder, at Miss Bagel har måttet afskedige 15 medarbejdere i bageriet, så der lige nu er 22 ansatte i virksomheden.

- Vi håber ikke kun, vi regner stærkt med, at alle er tilbage inden for meget kort tid. Lige nu er kontoret og lageret gået på arbejdsfordeling, så de arbejder en uge og er hjemme en uge. Resten arbejder normalt, fortæller Lone Kok.

Hun fortæller, at inden krisen var Miss Bagel oppe på at bage cirka 700.000 bagels om måneden, og at den resterende brødproduktion var på cirka 200.000 stk.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079