23948sdkhjf

Forsamlinger op til 500 kan tillades efter 10. maj

Opdateret 11.15: Rubrik samt flere afsnit er ændret for at præcisere, at det hævede forsamlingsantal ikke nødvendigvis vil finde sted fra 10. maj.

Forbuddet mod store arrangementer præciseres nu til at være alt over 500 mennesker. En begrænsning, som indtil videre vil gælde frem til 1. september. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Regeringen har besluttet, at der skal gælde et forbud mod større arrangementer henover sommeren og frem til den 1. september 2020.
Grænsen for store arrangementer er nu blevet fastsat, så man ikke må afholde arrangementer med flere end 500 personer. Beslutningen træffes som følge af sundhedsmyndighedernes vurdering af, at det fortsat er usikkert, hvordan corona-epidemien vil udvikle sig i Danmark over de kommende måneder. Fastsættelsen af loftet på 500 personer for store arrangementer får dog ingen praktisk betydning i første omgang.
Forbuddet om at forsamle sig mere end 10 personer blev fredag forlænget til og med den 10. maj 2020.
Regeringen følger udviklingen af epidemien nøje og justerer derfor også grænsen for, hvor mange mennesker man må forsamle sig løbende.

Det betyder dermed ikke, at grænsen forhøjes fra 10 til 500 personer med det samme fra 10. maj. Udvidelsen kan ske gradvist.

Tidligere udmeldinger fra ministeriet på Twitter skabte forvirring om præciseringens betydning i flere medier.

Til Berlingske oplyser Sundhedsministeriet, at udmeldingen kommer for at gøre det klart for arrangører, at det måske vil blive muligt at holde arrangementer i løbet af sommeren - dog under ingen omstændigheder med over 500 deltagere.

Regeringen har flere gange understreget, at de seneste udmeldinger hurtigt kan skifte, alt efter hvordan smittespredningen udvikler sig. 

Det er endnu uvist, hvordan regeringen vurderer muligheden for at genåbne restauranter, cafeer og barer. Indtil videre er disse fortsat lukket frem til 10. maj.

Regeringen har dog tidligere fremskyndet dele af genåbningen af landet. Mandag kunne blandt andre frisører, fysioterapeuter og tandlæger atter slå dørene op - før den ellers planlagte dato 10. maj.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079