23948sdkhjf

Politiet vil konfiskere 190 millioner kroner i sag mod havbrug

Alt for meget foder. Alt for mange fisk. Alt for meget udledning af næringsstoffer til havet.

Forholdene har ifølge politiet ikke været i orden på Hjarnø Havbrug ved Horsens Fjord i perioden 2013-2018.

Derfor bliver der nu rejst tiltale mod en 49-årig mand fra Snaptun, der ifølge politiets estimater skulle have tjent 190 millioner kroner på den ulovlige havbrugsdrift. De penge vil politiet nu konfiskere.

Sagen om det omfattende miljøsvineri har stået på siden 2015, hvor Sydøstjyllands Politi modtog de første anmeldelser af Hjarnø Havbrug. Men ifølge politiets efterforskning og den nye tiltale for 31 forhold, går ulovlighederne helt tilbage til 2013, fortæller TV2 Østjylland.

Hjarnø Havbrug, som driver havbrug på forskellige lokationer ud for Snaptun ved Horsens Fjord, er mistænkt for at have brugt mere foder end det tilladte, oplyser Sydøstjyllands Politi til tv-stationen.

Overforbruget af foder kan føre til en større produktion af fisk, men udleder samtidig flere næringsstoffer til det omgivende havvand end det tilladte.

Ransagninger
Politiet modtog i sommeren 2018 endnu en anmeldelse af Hjarnø Havbrug. Denne gang var det Danmarks Sportsfiskerforbund, der stod bag anmeldelsen, da fiskerne mente at have dokumentation for, at havbruget producerede for mange fisk.

På den baggrund gennemførte Sydøstjyllands Politi flere ransagninger ved Hjarnø Havbrug.

Den 49-årige ejer skal nu for retten mistænkt for at have udledt en betydeligt større mængde kvælstof og fosfor til havet end det tilladte i perioden 2013-2018. Samtidig er han tiltalt for at have løjet for kommunen, Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen om, hvor meget foder han har brugt, og hvor mange næringsstoffer han har udledt.

Tiltalen kommer blot en måned efter, det kom frem, at blandt andet Hjarnø Havbrug ikke længere har en såkaldt placeringstilladelse fra Miljøstyrelsen og derfor bliver drevet ulovligt.

TV2 Østjylland har været i kontakt med den 49-årige tiltalte, men han ønsker ikke at tale med pressen. Sydøstjyllands Politi oplyser, at han nægter sig skyldig.

Hos brancheorganisationen for fiskeopdræt, Dansk Akvakultur, ærgrer man sig over sagen fra Horsens Fjord.

- Det er på alle måder en rigtig ærgerlig sag. Jeg kender ikke dens indhold i detaljerne, men i Dansk Akvakultur er der ingen diskussion om, at vi skal følge de regler, der er for, hvordan vi skal drive erhverv, siger formand Niels Dalsgaard til TV2 Østjylland.

Han understreger, at der er tale om en enkeltstående sag og siger, at forholdene på de danske havbrug generelt er i orden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066